Audi Fredericia

Audi viser lysets historie i bilindustrien på særudstilling – se videolink

Med den nye særudstilling ”The Speed of Light” giver Audi museum mobile i Ingolstadt for første gang et omfattende indblik i, hvordan lyset på biler har udviklet sig i løbet af Audis produkthistorie. Særudstillingen kaster et blik helt tilbage til begyndelsen for bilernes lys, da de allerførste biler havde levende ild som lys, samt et blik ind i fremtidens lysteknologi. Udstillingen omfatter bl.a. 10 biler, som viser de forskellige perioder inden for lysteknologi. ”The Speed of Light” kan ses fra den 18. november 2022 til den 4. juni 2023 på Audi museum mobile.

”Bilernes første tid lå i lang tid hen i mørke”, siger Stefan Felber, som er kurator for den nye særudstilling fra Audi Tradition. Felber forklarer: "For- og baglygterne på moderne biler, der i dag nærmest opfattes som en selvfølge, fik en vanskelig start i sin tid. Bilerne, som var en videreudvikling af hestevogne, overtog i første omgang også hestevognenes lysteknik, hvor stearinlys i kabinetter beskyttet mod vind ikke var meget mere end bare et positionslys. Først da højere hastigheder og kørsel om natten blev mere almindeligt, blev en sikker oplysning af vejen mere og mere vigtig og snart også lovpligtig.

Fra stearinlys og senere også petroleumslamper udviklede bilernes belysning sig hurtigt videre. Karbidforlygter fungerede som en overgangsteknologi frem til indførelsen af elektrisk lys. Det såkaldte ”Bosch-lys” fra 1913 var derefter den første vigtige milepæl frem mod den moderne forlygte. Udviklingen af bilux-pærer med dobbelt glødetråd fra 1924 gav for første gang mulighed for nær- og fjernlys i én forlygte."

Se video (05:25) om lysets historie i bilindustrien

Pioner indenfor lysteknologi
En god oplysning af vejen fra en bil var også hele tiden afgørende for et konsekvent udviklingsarbejde. Med halogenteknikkens indtog i begyndelsen af 1970’erne blev der for alvor sat tempo på videreudviklingen af lysteknologien hos Audi, og det førte i 1994 til en ny æra inden for lys med den første lancering af xenonforlygter i Audi A8.

Lige i starten af det 21. århundrede udnyttede Audi som den første bilproducent det fulde potentiale ved lysdioder: I 2004 blev LED-dagskørelyset på A8 W12 sat i serieproduktion, i 2008 revolutionerede koncernen lysuniverset med de første full-LED-forlygter i supersportsvognen Audi R8, og i 2014 anvendte Audi som den første producent i verden laser som ekstra fjernlys i serieproduktionen. I dag baner Audi med digitaliseringen af lyset vejen ind i fremtiden for lysteknologien, eksempelvis med digitale Matrix-LED-forlygter og digitale OLED-baglygter.

Stephan Berlitz, som er chef for lysudviklingen inden for Audis tekniske udvikling, fortæller: ”Lysteknologiens betydning stiger hele tiden, og perspektivet ændrer sig. Mens sikkerheden fortsat er det vigtigste udviklingsaspekt, så skal lyset i fremtiden kunne mere end bare at lyse. Med digitaliseringen åbner Audi et helt nyt kapitel inden for lysteknologi i biler, hvor lyset bliver til et medium til udvendig kommunikation og interaktion – altså til et vigtigt kommunikationsmiddel med andre trafikanter.” Inden for bildesign fungerer for- og baglygterne allerede i dag som det perfekte designelement til eksempelvis at individualisere bilen med digitale lyssignaturer. Udviklingen af bilernes lys er dermed slet ikke afsluttet. Den nye særudstilling viser således ikke kun den aktuelle digitalisering af lysteknologien, men kommer også med et lille, men spændende kig ind i fremtiden.

På udstillingen: Fra Audi type C til Audi AI:CON
En Audi type C fra 1919 med acetylenforlygter er det ældste udstillingsobjekt på ”The Speed of Light”. Horch 10/50 hk fra 1925 er allerede udstyret med elektrisk lys. Der udstilles også en Horch 850 Cabriolet fra 1936 med bilux-fjernlys og en DKW F 91 fra 1954 med gule tågeforlygter. De dobbelte forlygter på Audi 80 GTE fra 1976 er allerede udstyret med halogenteknologi, og Audi S6 fra 1994 har xenonlys. Xenonforlygterne blev anvendt for første gang i 1994 i første generation af Audi A8. På særudstillingen kan man også se en Audi R8 LMX fra 2014 med laserfjernlys samt en Audi A8 fra 2017 med HD-Matrix-LED-forlygter inklusive laserlys som ekstra fjernlys. I denne model blev der også for første gang anvendt dynamiske lysiscenesættelser som leaving og coming home-funktion. Den nye særudstilling på Audi museum mobile fuldendes med konceptbilen Audi AI:CON. Både fronten og bagenden bliver til komplet digitaliserede displayflader, som består af hundredvis af trekantede pixelsegmenter. For den oprindelige endimensionelle signal- og advarselsfunktion skal i fremtiden blive til en alsidig kommunikation med omgivelserne og et plus for sikkerheden for bilisterne.


Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk